Udskrevet fra www.amagerbanken.dk d. 11.09.2010

 

Lav din investering online

Amagerbanken er den danske bank, hvor du kan handle på flest udenlandske børser.

> Se en oversigt over de børser, du kan handle på


Handel via netbank

Når du ønsker at investere, har du mulighed for at gøre det online via netbanken.

For at kunne handle skal du først have oprettet et værdipapirdepot. Til dette depot skal der tilknyttes en afregnings- og afkastkonto, som enten kan være en ny konto eller en eksisterende konto.

Sådan gør du:

1) Først skal du vælge, hvilke papirer du ønsker at købe. Du kan vælge mellem følgende:

  • Egne depoter og/eller bankens kurslister
  • Papirer på OMX, København: Aktier - Obligationer - Investeringsforeninger - Øvrige værdipapirer

2) Når du har valgt papir, skal du tage stilling til, hvordan du ønsker at handle. Du kan vælge mellem flere måder:

  • Strakshandel
    En strakshandel er kendetegnet ved, at du får oplyst afregningskursen i forbindelse med afgivelsen af ordren. Du kender således afregningskursen, inden du accepterer at gennemføre handlen. Der kan handles strakshandel i alle de mest likvide aktier og obligationer og du kan købe for op til 250.000 kr. i kursværdi på aktier og for 1.500.000 i kursværdi på obligationer.
  • Børshandel
    Børshandel betyder, at din ordre om køb eller salg af et værdipapir sendes til handel direkte på OMX. Du skal vælge til hvilken kurs du ønsker at handle, samt hvor mange styk du ønsker at handle. Læs mere om børshandel.
  • Markedskurs
    Markedskurshandel betyder, at banken sørger for at afregne din ordre om køb eller salg af værdipapirer bedst muligt og hurtigst muligt. Det kan være en fordel at anvende markedskurshandel, når det ikke er muligt at opnå en strakskurs i det pågældende værdipapir. Ved markedskurs er man sikret at få handlet hele sin ordre, så længe der er handel i den aktie, man ønsker at købe eller sælge.
  • Limitering
    En limiteret ordre er at betragte som en markedskurshandel, blot skal du i forbindelse med afgivelsen af ordren angive en limiteringskurs og en gyldighedsperiode – maksimalt 30 kalenderdage. En limiteret ordre vil ikke blive slettet i forbindelse med en børsmeddelelse fra selskabet. Indlæggelse af en limiteret ordre udløser et gebyr.
  • Gennemsnitskurs
    Gennemsnitskurshandler afregnes til den af Nasdaq OMX Copenhagen beregnede gennemsnitskurs. Denne handelstype er særlig velegnet, hvis du ønsker, at din afregningskurs skal afspejle en hel dags handel på børsen. Gennemsnitskurs kan i banken kun anvendes ved aktie-/investeringsbevishandler på op til kr. 30.000 i kursværdi og ved obligationshandler på op til kr. 200.000 i nominel værdi. Læs mere om gennemsnitskursordrer.
  • Aktier på udenlandske fondsbørser
    Ordretyperne markedskurs og limitering kan anvendes til handel i udenlandske værdipapirer.

3) Nu skal du for aktier og investeringsbeviser angive hvor mange styk, du ønsker at handle, og for obligationer hvor stort et nominelt beløb du ønsker at handle. Her kan du også vælge at handle for et "for beløb", altså hvor mange kr. du ønsker at handle for. For aktier og investeringsbeviser skal du angive, om du ønsker navnenotering. Hvis du ønsker navnenotering, vil du fremover få besked om fx generalforsamling og aktionærmøder hos det selskab, du investerer i.

4) En handelspost er den mængde aktier OMX har valgt som en gyldig mængde for at opnå rettigheder til at gennemføre handler på børsen til på tidspunktet gældende købs- og salgspriser. Antallet af aktier modsvarer typisk en kursværdi på 20.000 kr., men på grund af udsving i kursen kan det til tider være betydeligt mere eller mindre. Kun ordrer på mindst én handelspost opdaterer de officielle priser på fondsbørsen.

5) Når du har valgt styk og taget stilling til navnenotering, får du en oversigt på skærmen, der viser, hvad du er ved at handle. Af denne oversigt fremgår det også, hvor meget du skal betale i kurtage. Hvis du ønsker at gennemføre handlen, kommer du til sidste del, hvor du skal godkende handlen. 3 dage efter handelsdagen vil de pågældende papirer blive lagt i dit depot, og din konto vil blive debiteret.

6) Dagen efter handlen vil du modtage en fondsnota, som indeholder detaljer omkring handlen. Det kan være en fordel at tilmelde sig e-Boks, her vil man modtage notaen elektronisk og det er muligt at logge på e-Boks gennem amagerbanken.net.

> Kontakt Amagerbanken om handel via netbank

 
 
Website by TinX/dk